Jeg hedder Joan og er opvokset her i området, og har haft min barndom i Egernsund. Jeg har gået i Egernsund og Broager skoler og taget min studentereksamen på Sønderborg Handelsskole. Jeg har passet naboens børn – for en ti’er og en pose slik – sammen med min lille kanin Ninka og jeg har været au pair i San Francisco i et helt år. Jeg har trænet børnegymnastik i nogle år, og været på en del inspirationskurser indenfor børn og idræt. Jeg brænder for økologi, naturen og miljøet, og så har jeg et kæmpestort hjerte for børn.

Den største motivationsfaktor til at starte min dagpleje har været, at jeg kan kombinere min interesse for sundhed med børn og naturen. Som uddannet speditør og tidligere pressesekretær for Cirkus Benneweis, har jeg lært at holde hovedet koldt – men samtidig hjertet varmt.

Jeg elsker samværet med børn og elsker deres umiddelbarhed, åbenhed og nysgerrighed. At kunne være vidne til et menneskes udvikling de allerførste leveår er for mig helt unikt. Det er så fantastisk, at følge alle de mange nye ting, de hele tiden mestrer. Jeg tror på, at børn har brug for at blive guidet kærligt ind i livet uden al for megen stress og jag.

Jeg vil rigtig gerne være med til at give børnene en god start på livet, og tilbyder en dagpleje med en anerkendende pædagogik og et liv og en hverdag fyldt med samvær, krop og bevægelse, fordybelse, magi og anerkendelse, masser af leg, udeliv, meningsfyldte gøremål og ”undere” og med særlig fokus på sund og varieret økologisk kost.